Annonce
Samfund

Kendt advokat afsløret: Fonde skal betale millionbeløb tilbage til kommunen

Forsvarsadvokat Knud Foldschack. Arkivfoto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix
Fond med stjerneadvokat i spidsen skal betale millionbeløb tilbage til Københavns Kommune efter henvendelse fra whistleblower. Eksperter kalder sagen meget alvorlig.

Som advokat er det ens job at have styr på paragrafferne. Alligevel står fond med en af de mest kendte advokater herhjemme, Knud Foldschack, til at skulle betale et millionbeløb tilbage til Københavns Kommune.

Det sker efter, at en whistleblower har tippet kommunen om kritisable forhold i flere af de fonde, Knud Foldschack er formand for.

Sagen er så alvorlig, at en af fondene - Fonden De Åbne Rum, der driver Folkets Hus på Nørrebro - er sat under såkaldt skærpet tilsyn. Det kan KøbenhavnLIV nu afsløre.

Annonce

- Det er alvorligt det her. Næste skridt er helt åbenlyst at sige, at hvis ikke de retter ind, så kan vi ikke samarbejde. Der er ikke noget indimellem, siger kommunalforsker Roger Buch.

Fonden De Åbne Rum skal i alt betale 1,35 millioner kroner tilbage til Københavns Kommune, og yderligere krav kan være på vej. Det fremgår af et whistleblower-notat, KøbenhavnLIV er kommet i besiddelse af.

LÆS OGSÅ: Fond havde 1,35 millioner i ubrugte tilskudsmidler: Pengene er betalt tilbage

Ifølge Knud Foldschack er der dog en logisk forklaring på det skærpede tilsyn.

- For at det ikke skal være problematisk og ikke skal kunne blive genstand for kritik, så har vi selv bedt om at komme under skærpet tilsyn. Så jeg er fuldstændig hamrende glad for, at man med det skærpede tilsyn sørger for, at alt foregår fuldstændig korrekt, siger han.

Den udlægning kan de ikke genkende i kommunen.

Direkte adspurgt, om det er fondene selv, der har bedt om det skærpede tilsyn, svarer Solvejg Schultz-Jørgensen, der er leder af rådhussekretariatet og pressechef i Kultur- og Fritidsforvaltningen:

- Det var Kultur- og Fritidsforvaltningen, der besluttede at sætte Fonden De Åbne Rum under skærpet tilsyn ved godkendelsen af Fonden De Åbne Rums årsrapport for 2019 den 16. december 2020, skriver hun.

Får millioner af kommunen

Whistlebloweren tippede i august sidste år kommunen om Knud Foldschacks advokatpartnerskab 'Foldschack, Forchhammer, Dahlager og Barfod' og deres rolle i de tre fonde 'Fonden De Åbne Rum', 'Fonden Jagtvej 69' - der driver Ungdomshuset - og 'Ragnhildgadefonden', der driver ejendommen Ragnhildgade 1.

Københavns Kommune har givet tilskudsmidler til alle tre fonde. Knud Foldschack er bestyrelsesformand i alle tre fonde.

Alene i 2021 har de tre fonde fået tilsagn om 2,8 millioner kroner i støtte. Pengene bliver blandt andet givet til at 'bidrage til kulturlivet på Nørrebro'.

Udover de 2,8 millioner kroner stiller kommunen også ejendommen på Stengade 50, hvor Folkets Hus har hjemme, huslejefrit til rådighed for 'Fonden De Åbne Rum'.

Det svarer til et yderligere tilskud på over 100.000 kroner om året.

Skærpet tilsyn er fint. Men hvis man gentagne gange konstaterer, at der ikke bliver levet op til kravene, skal man stoppe pengestrømmen

Roger Buch, kommunalforsker

I sin henvendelse peger whistlebloweren på flere problematiske forhold. Blandt andet mener personen, at fondene ikke bruger tilskudsmidlerne fra kommunen til det, de er blevet bevilget til. I stedet ryger de ind på fondenes opsparing, lyder det i notatet.

- I forbindelse med driften af "fristederne" (fondene, red.) har Københavns Kommune bevilget midler til mangeartede formål. Det gælder for disse midler, at hvis de ikke anvendes til formålet, skal de betales tilbage til kommunen. Dette sker dog ikke. Penge fra kommunen, der ikke er anvendt, bliver ikke betalt tilbage til kommunen - men tilbageholdes i fondenes egne kasser, skriver whistlebloweren.

Annonce

Kritik fra Intern Revision

Whistleblowerens udlægning bliver bekræftet af Intern Revision på Københavns Rådhus. Kontrolenheden har kigget helt tilbage til 2014.

Alene i Fonden De Åbne Rum har de lokaliseret 1,5 millioner kroner i såkaldte 'akkumulerede tilskudsmidler. Altså midler som fondene har fået til helt specifikke formål, men som alligevel ikke er blevet brugt til det aftalte. Men i stedet for at betale skatteborgernes penge tilbage, har fonden beholdt dem.

Københavns Kommunes regler på området er ellers meget klare, hvad det angår.

- Tilskudsmidler må kun anvendes til det godkendte formål, og hvis der ikke har været brug for alle tilskudsmidler for at opfylde formålet, skal de resterende midler tilbagebetales, oplyser Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Advokaterne Foldschack & Forchhammer har kontor i Skindergade midt i København. Foto: Christian M. Olsen

Ifølge Intern Revision har Knud Foldschack og 'Fonden De Åbne Rum' ikke nogen legitim grund til ikke at have betalt pengene tilbage.

- I de konkrete eksempler ses der ikke at være en plausibel forklaring på, hvorfor det ikke er sket, bemærker Intern Revision i whistleblower-notatet.

Knud Foldschack mener dog, der er en god forklaring.

- Vi har søgt om at lægge de tre fonde sammen. Det er noget, der tager lang tid og kræver en masse i forhold til Erhvervsstyrelsen og Civilstyrelsen og så videre. Derfor har der været overlap i kommunens budgetår. Så i og med, at den endelige godkendelse ikke er kommet, så har vi været nødt til at sige, at så går bevillingen tilbage, siger han.

Annonce

Pengene skal retur

Roger Buch understreger, at der er en grund til, at reglerne er udformet, som de er.

- De penge er beregnet til drift og til at levere service for. De er øremærket til at lave de aktiviteter, fonden står for. Og intet andet. I det sekund, kommunen opdager, at der er ubrugte tilskudsmidler, skal de betales tilbage, siger han.

Udover beløbet på 1,5 millioner i 'Fonden De Åbne Rum' har 'Fonden Jagtvej 69' ifølge Intern Revision også haft overskydende støttekroner stående. Her er beløbet lidt mere beskedent på 13.639 kroner.

Heller ikke her er pengene blevet betalt tilbage. I stedet konstaterer Intern Revision, at 'eventuelt for meget udbetalt tilskuds vurderes at indgå i fondens egenkapital'.

En egenkapital der for de tre fonde i december 2020 var på hele 1,7 millioner kroner.

Annonce

Langer ud efter København

Men det er ikke kun Knud Foldschack og fondene, der får kritik for sin den manglende tilbagebetaling.

Rasmus Grønved Nielsen, adjunkt i forvaltningsret på Københavns Universitet, har læst whistleblower-notatet. Og han understreger, at Københavns Kommune er forpligtet til at føre et skarpt opsyn med de penge, de deler ud.

- Kommunen har givet nogle penge til fonden og skal derfor føre kontrol hermed. Hensynet bag reglerne er, at når kommunen administrerer skatteborgernes penge, skal vi som borgere kunne have tillid til, at kommunen bruger midlerne på en fornuftig, saglig og økonomisk forsvarlig måde, siger han.

Jeg er fuldstændig hamrende glad for, at man med det skærpede tilsyn sørger for, at alt foregår fuldstændig korrekt

Knud Foldschack, bestyrelsesformand for Fonden De Åbne Rum

KøbenhavnLIV har over flere uger forsøgt at få et interview med Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune om deres tilsyn med de tre fonde. Leder af rådhussekretariatet og pressechef Solvejg Schultz-Jakobsen har understreget, at de ikke har noget at skjule, men hun har gentagne gange afvist, at de vil stille op til interview om sagen. I stedet har de kun ønsket at svare på spørgsmål på skrift.

Annonce

'Vi har ikke begået fejl'

Her fastholder hun, at kommunen ikke har begået nogen fejl i sagen. Det på trods af, at 'Fonden De Åbne Rum' altså er beordret til at betale millionbeløb tilbage - og at kommunens egen interne revision har bemærket, at der ikke er nogen 'plausibel forklaring på', hvorfor pengene ikke allerede var krævet tilbagebetalt.

Og nu bliver det lidt teknisk.

Solvejg Schultz-Jakobsen skriver i en mail, at man ad flere omgang har givet 'Fonden De Åbne Rum' lov til at overføre ubrugte tilskudsmidler.

I 2018 fik fonden eksempelvis lov til at overføre 491.000 kroner i ubrugte tilskudsmidler. I stedet for at gå til det oprindelige formål - at bidrage til kulturlivet på Nørrebro - fik fonden lov til at bruge pengene til 'fysiske tilpasninger' af 2. sal i Folkets Hus.

Københavns Kommune skriver i sin driftsaftale med 'Fonden De Åbne Rum' ellers, at det er fonden selv, der skal 'afholde alle løbende udgifter' til vedligeholdelse.

Annonce

Giver ingen mening

Dykker man ned i whistleblower-notatet, kalder Intern Revision overførslen af de 491.000 kroner for 'uforklarlig/ulogisk'.

Det skyldes, at 'Fonden De Åbne Rum' allerede havde fået penge fra Københavns Kommune til renoveringen.

- Beslutningen (om at give lov til, at Fonden må overføre de 491.000 kroner, red.) forekommer imidlertid uforklarlig/ulogisk, da Fonden i redegørelsen for anvendelsen af 2. sal forventer, at "udgiften hertil kan afholdes inden for Fonden De Åbne Rums nuværende bevilling", konstaterer Intern Revision.

Nej

Solvejg Schultz-Jørgensen, leder af Rådhussekretariatet og pressechef i Kultur- og Fritidsforvaltningens svar på, om overførte tilskudsmidler i Fonden De Åbne Rum er blevet brugt til det aftalte

I sit regnskab havde Fonde De Åbne Rum selv budgetteret med 450.000 kroner i udgifter til renoveringen. De penge skulle tages ud af deres tilskud på 1,4 millioner kroner fra Københavns Kommune det pågældende år. Men alligevel fik fonden altså lov til at overføre yderligere 491.000 kroner ekstra til selvsamme renovering.

Efterfølgende har Intern Revision gennemgået regnskabet for 'Fonden De Åbne Rum' for 2019, hvor 2. salen blev renoveret - og her konstaterer de, at fonden alene det år har et overskud af ubrugte tilskudsmidler på 532.842 kroner.

- Imens Folkets Hus var lukket, blev der akkumuleret nogle midler, og i den forbindelse søgte vi om at bruge dem til et andet formål. I og med de her fonde ikke var blevet lagt sammen, fordi de er under sagsbehandling og under skærpet tilsyn efter vores egen anmodning, så må vi jo løse det i stedet for at lade pengene blive liggende. Så vi er enige i, at bevillingen skal gå tilbage, siger Knud Foldschack.

Her er Knud Foldschacks uddybende forklaring

Efter vores interview med Knud Foldschack, modtager KøbenhavnLIV en mail fra Alexander Bergmann, Advokat og partner i 'Advokaterne Foldschack, Forchhammer, Dahlager & Barfod Advokatpartnerselskab' med disse uddybende kommentarer:

- Fonden har selv i forbindelse med kommunens behandling og godkendelse af fondssammenlægningen bedt om at komme under skærpet tilsyn. I det kommunale bevillingssystem skal midler, der ikke bruges i bevillingsåret tilbagebetales og kan ikke overføres til næste år.

- Da Erhvervsstyrelsen og Civilstyrelsen har sagsbehandlingstider på 6 - 12 måneder og dermed har behandlet sagerne over to budgetår, er de pågældende forhold opstået.

- Erhvervsstyrelsen har ligesom København Kommune godkendt sammenlægningen og man mangler alene godkendelse fra Civilstyrelsen.

- I henhold til ovennævnte er vi selvfølgelig helt enig i, at ikke brugte tilskud skal tilbagebetales.

- Som det blev tilkendegivet telefonisk, er sammenlægningen af fondene sket i ønsket om større fleksibilitet, minimering af administrationsudgifter og mulighed for at få ekstern fondsstøtte, hvilket er opnået bl.a. fra Trygfonden. Alt dette til gavn for brugerne og uden økonomisk belastning for skatteborgerne.

Annonce

Bandeuroligheder i hus

Fra 2014 til 2016 har Fonden de åbne Rum af Københavns Kommune også fået lov til at overføre 453.000 kroner i ubrugte tilskudsmidler til 'genåbningen af Folkets Hus', der havde været lukket på grund af bandeuroligheder.

Men også i dette tilfælde tegner der sig et billede af, at Fonden De Åbne Rum ikke bruger tilskudsmidlerne til det aftalte.

Det erkender Solvejg Schultz-Jakobsen, leder af Rådhussekretariatet og pressechef i Kultur- og Fritidsforvaltningen.

- Nej, lyder svaret kort, da KøbenhavnLIV spørger, om de 453.000 kroner rent faktisk blev brugt til genåbningen af Folkets Hus som aftalt.

I samme ombæring erkender Solvejg Schultz-Jakobsen også, at de 491.000 kroner, Fonden De Åbne Rum fik lov til at overføre til renovering af 2. sal af Folkets Hus, heller ikke blev brugt til det.

Annonce

Hvad sker der så?

Men hvad sker der så, når København Kommune konstaterer, at overførte tilskudsmidler ikke bliver brugt til det aftalte? Bliver de betalt tilbage, som reglerne foreskriver? Nej.

Da Kultur- og Fritidsforvaltningen bliver bekendt med, at de overførte midler hverken var blevet brugt til renovering af 2. sal eller til genåbningen af Folkets Hus, havde politikerne allerede besluttet, at de fondene måtte bruge ubrugte tilskudsmidler på noget helt tredje: Nemlig afbetaling på en gæld, en ekstern part - Copenhagen Muay Thai (en kampsportsklub, red.) - havde til Ragnhildgadefonden, hvis lokaler Muay Thai-klubben lejer sig ind i. På den måde blev pengene altså i fondene.

Hvis en overførsel godkendes af forvaltningen, er det ud fra en vurdering af, at midlerne stadig benyttes inden for det politisk vedtagne formål

Solvejg Schultz-Jørgensen, leder af Rådhussekretariatet og pressechef i Kultur- og Fritidsforvaltningen

Kultur- og Fritidsudvalget afviste så sent som for en måned siden ellers, at den fremgangsmåde overhovedet er en mulighed. Her havde Fonden De Åbne Rum igen søgt om at få lov til at overføre ubrugte tilskudsmidler til endnu en afbetaling på en gæld, Copenhagen Muay Thai havde oparbejdet til Ragnhildgadefonden. Men her indstillede forvaltningen til, at politikerne gav afslag på den anmodning, fordi midlerne 'ikke kan benyttes hertil'.

Ekspert: Kaotisk

Rasmus Grønved Nielsen, adjunkt i forvaltningsret, mener, at fondens ageren virker 'kaotisk'. Han understreger samtidig, at kommunen har en streng forpligtelse til at sørge for, at alle regler bliver overholdt, når de uddeler tilskudsmidler.

- Det virker kaotisk, og det er svært at finde ud af, hvad der er op og ned i fondenes ageren. Men kommunen administrerer fællesskabets penge. Derfor skal de føre tilsyn med, om pengene bliver brugt på de tiltænkte formål og på en fornuftig måde, siger han.

Advokat Knud Foldschack er kendt som advokat for blandt andet Christiania og for Ungdomshuset i København. Arkivfoto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Roger Buch er enig. Han undrer sig også over, at Knud Foldschack og fondene får lov til at rykke pengene rundt. Det, mener Roger Buch, er en glidebane.

- Det lyder meget mystisk, hvis man bare får lov til at flytte midler, man ikke har brugt. Især fordi man slet ikke må lave en opsparing i første omgang. Tilskudsmidlerne bliver givet til et specifikt formål. Hvis ikke man har brugt for dem, skal de retur.

'Ikke sådan det foregår'

- Og det er vigtigt, at kommunen insisterer på det. Ellers kan man i fonde, i aftenskoler eller idrætsklubber, der får tilskudsmidler, lynhurtigt finde på andre aktiviteter, man hellere vil bruge pengene på. Det er ikke sådan, det foregår. Man skal bruge pengene på det, de er tildelt til. Ellers må man returnere dem, og så må der starte en ny proces, hvor alle kan ansøge på lige fod. Andet vil være helt grotesk, siger han.

Samme holdning kommer fra Rasmus Kristian Feldthusen, professor og ekspert i fondsret ved Københavns Universitet.

- Hvis en tilskudsmodtager ønsker at bruge offentlige tilskudsmidler til noget andet, må det efter min opfattelse kræve en ny og åben ansøgningsrunde efter almindelige procedure og tidsfrister. Og selv dér har jeg svært ved at se, hvorfor pengene ikke skal gå tilbage først, idet resultatet af ansøgningsrunden jo ikke er givet på forhånd, siger han.

Solvejg Schultz-Jørgensen kan dog ikke se noget forkert i kommunens fremgangsmåde.

- Hvis en overførsel godkendes af forvaltningen, er det ud fra en vurdering af, at midlerne stadig benyttes inden for det politisk vedtagne formål. Der kan til forskel herfra træffes politisk beslutning om et nyt formål med midlerne, skriver hun.

Skærpet tilsyn er fint. Men hvis man gentagne gange konstaterer, at der ikke bliver levet op til kravene, skal man stoppe pengestrømmen

Roger Buch, kommunalforsker

Hvor går grænsen?

'Fonden De Åbne Rum' blev sat under skærpet tilsyn 16. december sidste år, og fonden vil minimum være det, til Københavns Kommune har godkendt to 'på hinanden følgende årsrapporter uden bemærkninger'.

Derudover betyder et skærpet tilsyn, at fonden i den kommende periode vil skulle aflægge halvårsregnskab i stedet for kun at aflægge regnskab en gang om året. Tilskud vil kun blive udbetalt 'under forudsætning af, at alle forudgående afleveringer og godkendelser af budget, halvårsregnskaber og årsregnskaber modtages til de fastsatte frister.'

Roger Buch peger dog på, at gentagende overskridelser af Københavns Kommunes regler om tilskudsmidler bør føre til en endnu hårdere sanktion.

- Skærpet tilsyn er fint. Men hvis man gentagne gange konstaterer, at der ikke bliver levet op til kravene, skal man stoppe pengestrømmen og sige, at hvis ikke I vil leve op til spillereglerne, så lukker kassen i for os, og så får I ikke tilskud længere, siger han.

Solvejg Schultz-Jørgensen understreger også, at yderligere krav om tilbagebetaling af tilskudsmidler kan være på vej.

- Forvaltningen afventer en politisk stillingtagen, før endelig opgørelse og et eventuelt tilbagebetalingskrav bliver rejst, skriver hun og henviser til, at en samlet opgørelse over ubrugte midler vil blive endelig opgjort i forbindelse med regnskabet for 2021.

Opdateret klokken 13.30 17. september 2021 med en understregning af, at det er Fonden De Åbne Rum, som Knud Foldschack er bestyrelsesformand for, der betaler kommunale tilskud tilbage - ikke Knud Foldschack personligt. Derudover oplyser Knud Foldschack, at de endnu ikke har fået de 2,8 mio. kr. i tilskudsmidler for 2021, men at de er betinget af, at sammenlæggelsen af de tre nævnte fonde bliver godkendt.

Annonce
Kaos

Bilister i Nordvest må lede i timevis: Hvorfor er der ikke parkeringspladser til alle med en p-licens?

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Byudvikling

Karl insisterer: Jeg kalder den Palæstinas Plads

Corona

Testcenter vender tilbage til Nordvest

Det sker

Den frække julegave: sex-legetøj, gløgg og gode tilbud

Koldblodige drab

Nye bevægelser i den kriminelle underverden: Derfor er politiet ekstra bekymret over bandeskyderier

Forsvarsministeriet har overforbrug i milliardklassen

Skyderier

Bande-skyderier får nu konsekvenser: Det er fuldstændig uacceptabelt, siger politiet

Byudvikling

Navngivning af ny plads: Det skal den hedde

Fællesskab

Skak har vokseværk i Nordvest: - Du spiller ligesom Magnus Carlsen

Vaccine tilpasset Omikron kan være klar til marts

Byudvikling

Studielandsby på vej: Umuligt at købe jord medmindre man har en guldske i røven

2. advent

NordvestLIVs adventsgave: Vind den en smukkeste lampe fra Design By Us

corona-belønning For abonnenter

Se, hvem der får 5.600 kroner i bonus: Kommunen belønner udvalgte medarbejdere for deres corona-indsats

Annonce