Annonce
Erhverv

Ung landmand overtog skrantende slægtsgård og forvandlede den til et turismemekka: Hestehviskeren på Læsø

Lasse Grønberg Jensen overtog Krogbækgaard på Læsø som 26-årig. Det var en ordentlig mundfuld, men han er vokset op på gården og kendte alle arbejdsopgaverne, hvorfor han godt turde tage udfordringen op. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Lasse Grønberg Jensen kedede sig grufuldt, da han flyttede til Aalborg som 17-årig, men da han kom tilbage til Læsø for at overtage den vingeskudte barndomsgård og gøre den til en sund forretning, gav det hele mening. I dag strømmer danskerne til Krogbækgaard for at opleve Rønnerne fra ryggen af en af Lasse Grønberg Jensens 100 islandske heste.

Duften er ikke til at tage fejl af. For nogle indgyder den frygt, for andre, især teenage-piger, er det duften af lykke.

For Lasse Grønberg Jensen, ejer af Krogbækgaard på Læsø, er det duften af arbejde, men også af brød på bordet og mening med tilværelsen.

Det er duften af hest. Af mange heste, for i stalden og på markerne nær Krogbækgaard går der 100 islandske heste rundt. Det er dem, der er rygraden i Lasse Grønberg Jensens virksomhed, gården Krogbækgaard, som han i 2012 overtog efter sin far, Poul-Erik Jensen.

Annonce
Der er heste til de helt uøvede såvel som de dygtige ryttere på Krogbækgaard. Hver gang der mangler en hest med et specifikt temperament, supplerer Lasse Grønbæk Jensen op. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Siden da har arbejdet på Krogbækgaard fyldt alt, men det gør ikke noget, for Lasse Grønberg Jensen har prøvet bylivet med pool og biografture, og det var ikke rigtig noget for ham:

- Da jeg var 17 år, flyttede jeg i lejlighed i Aalborg. Jeg troede, at det skulle være så fedt, men jeg kom hurtigt til at kede mig. Jeg købte endda min mormor og morfars hus for at renovere det, men jeg kedede mig alligevel. Da jeg så kom hjem til Læsø og gården, gav det hele bare mening på en eller anden måde. Her kan man altid finde på noget at lave, og det meste koster ikke penge. Og så er der en vis frihed i livet her på Læsø, siger Lasse Grønberg Jensen.

Lasse Grønbæk Jensens 100 islandske heste udgør fundamentet i hans virksomhed. Om sommeren tilbyder han ridekurser, og om vinteren laver han blandt andet træningsvideoer med hestene. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Vildsvinene lever et rigtigt svineliv på Krogbækgaard, inden de ender på grillen og på ridegæsternes tallerken. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Allerede som 26-årig overtog han Krogbækgaard efter sin far, og selvom det var en ordentlig mundfuld, skræmte det ham ikke:

- Jeg er vokset op på gården, og jeg har været i alle funktioner. Jeg kørte hestevogn, da jeg var 12 år, og jeg har arbejdet i caféen, som guide og i køkkenet. Jeg vidste, hvad der skulle til for at drive stedet, siger han.

En gammel cowboy-drøm

I dag har han udbygget forretningen med blandt andet lederkurser til forretningsfolk, og så har han fået flere dyr. De seneste beboere på Krogbækgaard er en flok køer, som står og gumler på det grønne græs. Bag dem, ude bag en række vindblæste fyrre- og grantræer, ligger Rønnerne, Danmarks næststørste marskområde og en af Læsøs største turistattraktioner. Det er herude, at man i middelalderen begyndte at indvinde salt, og der er da næsten også kig over til Læsø Saltsyderi fra Krogbækgaard.

Lasse Grønberg Jensen kan godt lide at kræse om sine gæster og serverer både lam og vildsvin af egen avl for dem. Selvfølgelig er der også en skaldyrsaften med jomfruhummere en gang om ugen, når der er ridegæster. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Inden længe skal køerne ud på Rønnerne, så deres kød kommer til at smage af Læsø. Det glæder Lasse Grønberg Jensen sig til, da det giver ham mulighed for at udleve en gammel cowboydrøm.

- Jeg mangler bare en cowboyhat, som passer til ridehjelmen, og så skal jeg drive dem derud på hest i samarbejde med min australske kvæghund, siger han og går ind til køerne for at give en smagsprøve på hundens kunnen.


Jeg trives rigtig godt med den fordybelse, der er, når man træner en hest, men vi har også sagt til hinanden, at når vi begynder at sige underlige ting til hinanden sidst på vinteren, så er det tid til at komme af sted.

Lasse Grønberg Jensen, ejer af Grønbækgaard


Hunden ser ivrig ud, spidser ører og venter på, at Lasse Jensen giver tegn til, at den må komme ind i indhegningen.

- Ja, han ser nu sød ud, men han er en farlig lille karl. Når køerne ikke gør, som han vil have, snapper han efter dem, siger Lasse Grønberg Jensen, og hunden piler af sted efter køerne, som samler sig i det ene hjørne af indhegningen.

Annonce

Gæster nonstop

Med udsigt over indhegningen, skråt over for stalden, ligger en håndfuld sorte hytter, som stedets gæster bor i, når de er på rideferie. Lasse Grønberg Jensens næste projekt er at renovere dem, men lige nu står han på dørtrinnet til den travleste tid på året.

- Der er syv uger, hvor der nonstop er gæster. Så arbejder jeg 10-12 timer hver dag. Men det gør ikke noget, og jeg plejer at sige til mine medarbejdere, at de gør deres arbejde godt, hvis jeg har tid til også at være vært i den periode. Jeg har ikke en ris og ros-kasse. Det behøver jeg ikke, for jeg taler med stort set alle de gæster, som kommer igennem her, siger Lasse Grønberg Jensen.

Om vinteren, når ridegæsterne er taget hjem, træner Lasse Grønberg Jensen de nye heste, som han har købt i løbet af året, og så laver han også træningsfilm. De kan for eksempel handle om, hvordan man bedst får en hest op i en hestetrailer.

- Det er en lang vinter, hvor man tjener begrænset, så det har altid været en udfordring at finde ud af, hvordan man kunne få lidt på kontoen i den periode.

Det er også om vinteren, at han og kæresten har mulighed for at tage på ferie, men det er ikke altid, de kommer af sted:

- Vi tager på ferie for at glæde os til at komme hjem igen, siger Lasse Grønberg Jensen og tilføjer, at det nogle gange kan være svært at løsrive sig fra arbejdet med at træne heste, fordi det er en meget intens proces.

- Jeg trives rigtig godt med den fordybelse, der er, når man træner en hest, men vi har også sagt til hinanden, at når vi begynder at sige underlige ting til hinanden sidst på vinteren, så er det tid til at komme af sted.

Krogbækgaard

Lasse Jensen er uddannet C-træner og  B-instruktør hos Dansk Islandshesteforening, hvilket betyder, at han er certificeret til at tilride og træne heste samt undervise i ridning på islandske heste.

Der tilbydes ridekurser af forskellig varighed og sværhedsgrad på Krogbækgaard, og børn helt ned til 7 år kan være med. Det er også muligt for lejrskoler at booke et ophold, og derudover tilbyder Lasse Jensen lederkurser.

Se mere på  www.rideferie.dk

Annonce
Sport

Christian Eriksen skal have indopereret en pacemaker

Nordvest

Onsdagens coronatal: 223 testet positiv det seneste døgn

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Butiksnyt

Rasmus var kreativ direktør: Nu vil han sælge softice på Frederiksborgvej

Byens Bedste LIV

Billetsalget til Danmarks største madfestival, Copenhagen Cooking, starter i dag

Sport

Fire nye dyt i bamsen: Danmark rev russerne midt over i vild spille-rus

Alarm 112

Tiltale: 60-årig stedfar forgreb sig på 15-årig pige ved at narre hende

Samfund

Denniz troede alt var godt: Nu er Fuglereden i fare igen

Sommerliv

Kommunen i kærkommen kovending: Åbner alligevel nogle af byens soppebade

112

Indbrud hos frisør: Det var ren masseødelæggelse

Det sker

Nordvest får nyt mødested: Plads til fodbold og fællesspisning

Alarm 112

19-årig mand sigtet for dødskørsel på Tagensvej: Han havde stoffer i blodet

112

Knivstikkeri i København: Mistænkt er anholdt

Erhverv

Sygeplejersker afviser overenskomst: Her rammer strejken

Annonce