Annonce
NordvestLIV.dk

Gryde udviklede røg på tændt komfur - en person er død

Arkivfoto: Michael Bager
Torsdag aften rykkede politi ud til en anmeldelse om røgudvikling i lejlighed. En mand er afgået ved døden.

En 57-årig mand har mistet livet, efter at der opstod røg i en lejlighed i København.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Henrik Stormer kort efter midnat natten til fredag.

Det var ifølge vagtchefen en gryde, der stod på et tændt blus, der udviklede den dødelige røg.

- Der var ikke ild på noget tidspunkt. Det er en gryde, der stod på komfuret og havde kogt tør, og i sidste ende smeltede den og udviklede røg, siger Henrik Stormer.

Røgen spredte sig ikke til andre lejligheder i opgangen, der ligger mellem Tagensvej og Frederiksborgvej i København.

Politiet anser hændelsen som en ulykke.

Det var en ven til den afdøde, der ankom til lejligheden og anmeldte ulykken klokken 21.22 torsdag.

Politiet har afsluttet sine undersøgelser på stedet natten til fredag.

/ritzau/

Annonce