Annonce
Nordvest

Fynske forskere advarer kræftpatienter: Bliv ved med at beskytte jer mod corona-smitte

Forskere på Odense Universitetshospital følger en gruppe kræftpatienter, der er i behandling for deres sygdom, for at finde ud af, om vaccinationen, som de har fået mod covid-19, beskytter dem godt nok. Arkivfoto: Michael Bager.
Foreløbige resultater tyder på, at kræftpatienter, der er i aktiv behandling, måske ikke er beskyttet mod covid-19, selvom de er blevet vaccineret.

Odense: Omkring 550 kræftpatienter har indtil nu sagt ja til at deltage i en undersøgelse af, om covid-19-vaccination påvirker dem anderledes end andre mennesker, og selvom kun cirka 10 procent af patienterne er blevet undersøgt, opfordrer Odense Universitetshospital allerede nu alle patienter, som er i behandling for kræft, til fortsat at undgå risiko for smitte.

De foreløbige resultater viser nemlig, at omkring hver fjerde ikke udvikler en antistofrepons, der kan måles, efter vaccinationen mod covid-19.

- Lige nu har vi kun begrænset viden, men på baggrund af de foreløbige forskningsresultater har vi taget kontakt til de patienter, der deltager i projektet, via brev. Vi opfordrer dem til, at de stadig følger Sundhedsstyrelsens generelle covid-19-forholdsregler, også selvom de er blevet vaccineret.

Det siger Henrik Ditzel, overlæge og forskningsansvarlig professor ved Onkologisk Afdeling R på Odense Universitetshospital.

Det er velkendt, at immunsystemet generelt påvirkes hos kræftpatienter, når de får bestemte former for kræftbehandling, og det kan påvirke patienternes evne til at respondere godt på en covid-19-vaccine. Nogle patienter med blodkræft kan også opleve, at deres sygdom nedsætter immunsystemets respons, og de kan derfor, uafhængigt af deres kræftbehandling, have en nedsat effekt af vaccinationen mod covid-19.


Det vil sige, at de kræftpatienter, der er i aktiv behandling, er i risiko for, at de ikke har udviklet en ordentlig immunrespons, som raske individer ville gøre det, fordi de får nogle lægemidler - det kan være kemoterapi eller immunterapi - som påvirker deres immunsystem i negativ retning.

Henrik Ditzel, overlæge og forskningsansvarlig professor, OUH


- Det kan have alvorlige konsekvenser

Forskerne undersøger kræftpatienternes respons på covid-19-vaccination en måned, tre måneder, seks måneder, et år og to år efter, vaccinationen er gjort færdig. Derfor er der tale om et foreløbigt resultat, men forskerne vil ikke vente med at fortælle om det:

- For det kan have alvorlige konsekvenser for nogle kræftpatienter, hvis de er blevet vaccineret og tænker, at nu kan de tillade sig at gå alle steder og være tæt sammen med familiemedlemmer og andre - og så bliver smittet, siger Henrik Ditzel.

- Så hvis man er kræftpatient i behandling, bør man, selvom man er blevet vaccineret, indtil videre opføre sig, som om man ikke var blevet vaccineret?

- Ja. De fleste kræftpatienter får ikke lavet den undersøgelse, som vi har lavet i vores studie, for det er ikke en rutineundersøgelse. Det vil sige, at de kræftpatienter, der er i aktiv behandling, er i risiko for, at de ikke har udviklet en ordentlig immunrespons, som raske individer ville gøre det, fordi de får nogle lægemidler - det kan være kemoterapi eller immunterapi - som påvirker deres immunsystem i negativ retning. Det betyder, at man ikke får lavet en lige så god respons over for vaccinen, som man ellers ville.

- Det lyder ikke, som om det kommer bag på jer?

- Nej, det er noget, vi har haft mistanke om. Når man tidligere har vaccineret mod influenza, har man kunnet se noget lignende. Det, vi er blevet lidt overraskede over, er, at det er 25-30 procent (som ikke udvikler respons over for vaccinen, red.).

Annonce

Måske et nyt stik

- Vil patienternes immunrespons forbedre sig, når deres kræftbehandling er færdig, eller skal de have en ny vaccination?

- Det er Sundhedsstyrelsen, der skal beslutte det, men det kunne være en mulighed, at man fik et boost, når man var færdig med sin behandling. Vi måler på patienterne igen tre måneder efter færdiggjort vaccination, og det er muligt, at nogle bare udvikler senere respons, men jeg vil tro, at der vil være nogle, som slet ikke udvikler en respons, så man bliver nødt til at vaccinere dem igen.

- I den mellemliggende periode bliver vi også klogere, fordi vi får undersøgt alle de 550 patienter, og vi kan lidt mere i detaljer sige, at det er den og den type behandling, man skal være opmærksom på, siger Henrik Ditzel.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce