De lyserøde blade er ved at falde af på Kirsebæralléen på Bispebjerg Kirkegård.
Når de springer ud, er det den helt store turistattraktion at se alléen. Folk strømmer til fra nær og fjern.
- Det er værre end på Strøget, siger Winni Lemvig.
Hun bor i Nordvest tæt på Kirsebæralléen. Selvom hun følger knopperne i takt med, at de bliver mere og mere lyserøde, så nægter hun at besøge alléen, når de først er sprunget ud.
- Det er dybt grotest, siger Winni Lemvig.
Hun mener, at mange besøgende ikke udviser respekt og hensyn til, at der ligger mennesker begravet ved Kirsebæralléen.
- Folk ankommer med picnic-kurve, tager billeder og videoer, hvor de danser.
Winni Lemvigs mand ligger begravet på Bispebjerg Kirkegård - i den anden ende af kirkegården.
- Jeg overvejede, om han skulle begraves ved alléen. Jeg valgte heldigvis anderledes. Det er jeg glad for i dag, siger hun.
Mens kirsebæralléen har været sprunget ud, har hun gået en omvej for at komme hen til mandens gravsten.
Winni LemvigFolk ankommer med picnic-kurve, tager billeder og videoer, hvor de danser.
Inde i Facebook-gruppen 'Det sker i Nordvest' er der også mange andre, der mener, at det har taget overhånd med antallet af mennesker, der besøger Kirsebæralléen.
Nogle refererer til turistbusserne, der kører til kirkegården. En person fortæller også, at hun har set nogle spise vafler på hendes ægtefælles gravsten.
Winni Lemvig er klar over, at det er svært at tøjle de mange besøgende. Hun har dog et bud på en løsning. For selvom de lyserøde blade snart er væk, så springer de jo ud igen om et års tid.
- Måske skulle man indsætte vagter, der bede folk om at opføre sig ordentligt. Ikke træde på græsset og sidde på gravsteder.
Ingen klager
Københavns Kommune har haft fokus på Kirsebæralléen.
- Igen i år har kirsebærtræernes blomstring været et tilløbsstykke, og mange har besøgt kirkegården for at opleve det. Vi har haft fokus på at orientere og skabe et godt flow blandt de mange besøgende. De tilbagemeldinger vi har fået tyder på, at det har virket og vi har ikke modtaget klager. Det er naturligvis ærgerligt, at der er alligevel er pårørende, som har oplevet uhensigtsmæssig adfærd. Det hører vi gerne om, så vi kan tage det med i overvejelserne, når næste års afvikling skal planlægges, siger Pernille Vange, der er enhedschef for Københavns Kommunes Kirkegårde og Krematorier.